Vedtægter for Museumsforeningen for Læsø

 

Stiftet den 11. november 1982.
(revideret på generalforsamlinger i februar og marts 2001)

  1. Foreningens navn er: Museumsforeningen for Læsø.
  2. Foreningen har til formål at udbrede forståelse og interesse for de natur- og kulturhistoriske værdier på Læsø.

    Foreningen virker som støttekreds for Læsø Museum.

    Der nedsættes 3 faste interesse- og arbejdsgrupper:

    1. Arkivgruppen.
    2. Publikationsudvalget.
    3. Arrangementsudvalget.

    Bestyrelsen kan efter behov nedsætte midlertidige interesse- og arbejdsgrupper.

  3. Museumsforeningens bestyrelse består af 7 medlemmer. Bestyrelsen udpeger af sin midte 3 medlemmer til museets bestyrelse. Disse udpeges for en 2-årig periode, og der udpeges samtidig 3 personlige stedfortrædere. I lige årstal udpeges 2 medlemmer. I ulige årstal 1 medlem. Ved udtræden af museets bestyrelse indtræder den personlige stedfortræder for resten af perioden. Museumsforeningens bestyrelse udpeger herefter en ny stedfortræder.
  4. Privatpersoner, firmaer og institutioner kan optages som medlem. Foreningen kan indgå samarbejde med andre kulturelle institutioner og foreninger.
  5. Foreningens ordinære generalforsamling finder sted hvert år inden udgangen af marts måned. Der indkaldes til generalforsamling med mindst 14 dages varsel.

    I generalforsamlingen kan hvert medlem deltage med en eller flere repræsentanter, men hvert medlem kan kun repræsenteres ved en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

  6. Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter:
    1. Valg af dirigent.
    2. Bestyrelsens beretning.
    3. Aflæggelse af revideret foreningsregnskab.
    4. Aflæggelse af revideret regnskab for publikationsfonden.
    5. Forslag til foreningens arbejdsprogram, budget og fastsættelse af medlemskontingent for privatpersoner, firmaer og institutioner.
    6. Indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer.
    7. Valg til bestyrelsen.
    8. Valg af suppleanter.
    9. Valg til arbejdsgrupperne.
    10. Valg af revisor.
    11. Valg af revisorsuppleant.
    12. Eventuelt.

    Forslag til punkt 6 skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.

  7. Foreningens opgaver varetages af bestyrelsen. Medlemmerne vælges for en 2-årig periode og der vælges 4 medlemmer på lige årstal og 3 medlemmer på ulige årstal. Til valget opstilles altid mindst en kandidat mere end der skal vælges. Medlemmer, der stiller op til valg til foreningens bestyrelse, skal være indstillet på at indtage en plads som repræsentant i Museets bestyrelse eller som personlig stedfortræder for denne.

    Interesse- og arbejdsgrupperne består af 3 medlemmer. Hvert år vælges på generalforsamlingen 2 medlemmer til hver gruppe. Det 3. medlem udpeges af bestyrelsen.

    Hvert år vælges 2 suppleanter til bestyrelsen.
    Hvert år vælges 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

    Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Herunder uddelegering af opgaver til Interesse- og arbejdsgrupperne.

    De valgte suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

  8. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
  9. Ændringer af foreningens love fremsættes og kan vedtages ved almindelig stemmeflerhed på to efter hinanden følgende generalforsamlinger, der indkaldes med mindst 14 dages mellemrum.
  10. I tilfælde af foreningens ophør skal eventuelle midler tilfalde Læsø Museum.